Min empati for de personer, som kører (ifølge loven) vanvidsbilisme i egen bil, er ikke stor. Jeg har det mere ambivalent, når det er sager, hvor fx en ven har kørt vanvidsbilisme i en bil lånt af en kammerat.
Jeg er med på, at hvis personen er kendt for at have en tung fod, så bør det ligge indenfor sandsynlighedens grænser, at turen til bageren pludselig foregår med 180+ km på motorvejen... Men hvis føreren er 110% kedelig, aldrig fået en fartbøde eller for den sags skyld overhovedet set "The Fast and Furious"-filmene, så synes jeg det er en voldsom straf, hvis kammeraten får konfiskeret sin bil.
Politikernes og lovens svar er, at kammeraten jo "bare" må inddrive bilens værdi hos føreren. Super, god ide. Domstolene har jo intet at lave i forvejen. Og i mellemtiden mangler kammeraten en bil.
Men, jeg har så småt konkluderet, at politikernes skjulte dagsorden er, at bilejere ikke længere skal låne deres bil ud, uanset hvem personen så er. Hvis de så bare gad sige det.
