Tja man skal passe på med at tro at holland har løst det hele..
ROTTERDAM: Det er lidt af en revolution i et land, hvor staten traditionelt har taget sig omsorgsfuldt af de gamle efter et langt arbejdsliv. For det er nu slut. I velfærdssamfundet Holland er det ikke længere velset eller moralsk acceptabelt at aflevere sin gamle mor eller far på et plejehjem, vinke farvel i døren og så kigge forbi en gang imellem til en kop kaffe.
Er man en af de omkring tusinde beboere, der bor på et plejehjem i den midtvestlige del af Holland ejet og drevet af den private virksomhed Fundis, så bliver man som pårørende bedt om at underskrive en kontrakt, hvori der blandt andet står, at man skal møde op på plejehjemmet mindst en gang om måneden for at udrette et stykke socialt arbejde for beboerne. Det kan være, at man skal lave mad til dem, servere kaffe, spille kort, musik eller andet.
Først var det et forsøg, så blev der skrevet i en tyk rapport og debatten rasede på livet løs. Og fra 1. januar i år er det en del af hollandsk lov, som gælder i hele landet. Pårørende til beboere skal inddrages og underskrive en kontrakt med plejehjemmet om at være til stede. Holland er i gang med at rulle dele af velfærdsstaten tilbage og i højere grad lægge ansvaret på den enkelte og familierne igen.
»Det er vigtigt, at du som søn eller datter tilfører noget til alle – ikke kun til din far eller mor, men til hele gruppen af ældre,« forklarer den administrerende direktør i Fundis, Jeroen van den Oever.
Skriver man ikke under på aftalen, vil man af plejehjemmet venligt men bestemt blive bedt om at finde et andet sted til sin mor, far eller ægtefælle. Medmindre der er helt særlige omstændigheder.
Deltagersamfund afløser velfærdssamfund
Efter at man gennemførte forsøget hos Fundis, er Van den Oever blevet bestormet af medier, vrede fagforeninger og andre, som synes, at det er at gå for vidt. Men meget tyder på, at det kun er begyndelsen. Den moralske tvang over for de pårørende rejser naturligvis en række spørgsmål: Hvad nu hvis man bor for langt væk, eller man måske har brudt med sine forældre?
»Vi kan gøre meget som professionelle, men ikke alt, og hvorfor skulle vi gøre det. Afstand kan klares, og så må man jo spørge, hvorfor i alverden nogen bosætter sig flere hundrede kilometer væk fra deres gamle mor eller far. Er det en ansvarlig opførsel?« siger Jeroen van den Oever og tilføjer:
»Er vi som velfærdsstat tvunget til at udfylde et helt liv? Man må bare sige, at der er ikke råd til det i fremtiden. Og i 95 procent af familierne, der var med i forsøget, var det ikke noget problem. Aftalen eller kontrakten indgås ikke kun mellem den ældre og hjemmet, men også med de pårørende. En trepartsaftale, som beskriver, hvad alle gør i forskellige situationer.«
Kravene til de pårørende er en del af en større omstrukturering af den hollandske ældresektor og velfærd i det hele taget. Overskrifterne er, at der skal spares penge – 25 procent på ældrebudgetterne. Den grånende hollandske befolkning er som i resten af Europa en stor udfordring, og samfundet kan ikke længere betale for funktioner, som familie, pårørende, naboer og frivillige kan og bør tage sig af, siger regeringen. Antallet af ældre med demens ventes eksempelvis at stige med 30 procent over de kommende år.
Den hollandske konge, Willem-Alexander, erklærede i sin første TV-transmitterede tale for halvandet år siden, at velfærdssamfundet, som det var i 20. århundrede, er et afsluttet kapitel. I stedet vokser »deltagersamfundet« frem. Her må folk tage ansvar for deres egen fremtid og skabe deres egen sociale og økonomiske sikkerhed med mindre hjælp fra staten.
»Den klassiske velfærdsstat fra anden halvdel af det 20. århundrede er i særlig grad indrettet på en måde, som ikke er bæredygtig i sin nuværende form,« sagde Willem-Alexander.
Jeroen van den Oever forklarer skiftet i den hollandske politik:»Systemet er, at hvis man er gammel, så er det først familien og børnene, der skal tage sig af en, dernæst, hvis de ikke kan, er det naboer, venner og bekendte eller frivillige i nærområdet. Og hvis de heller ikke kan, så kan man købe sig til hjælp. Har man ikke midlerne til det, er det først i sidste ende kommunen, der må træde til. Som samfund mener vi, at det er kriminelt, hvis en mor ikke tager sig af sit barn, men er det moralsk rigtigt ikke at tage ansvar, hvis ens mor eller far er afhængig af en? Er det så staten, der skal gøre det? Det er det interessante, overordnede spørgsmål.«
Fra berlingske.
